lørdag den 29. januar 2011

Mig og H.C. Andersen undres...

Nu har jeg i en måned cyklet forbi Industiens Hus ved Københavns Rådhusplads. Der bliver bores, hugget, banket, højtryksspulet og en masse andre ting jeg ikke kender de tekniske ord for.

Jeg har undret mig hver dag.....Var det virkelig SÅ skidt at det skulle helt ind til skelettet for at blive genopbygget?

Det har jeg nu undersøgt, i tilfælde af at du også har undret dig. "Huset bliver udvidet fra 24.000 m2 til 40.000 m2, og det gør vi ved at forhøje bygningen og sætte flere etager på. Desuden bliver facaden rykket tættere på Rådhuspladsen"...aha!

Jeg har også haft lyst til at fotografere det hver dag. Men B-mennesket har forsinket mig og den bidende frost har overbevist mig om hvor fjollet det ville være at tage handskerne af i bare 2 minutter.

I fredags havde jeg sidste dag på praktikpladsen. Samtidig var min datter hos sin far, så jeg trillede langsomt hjemad og eksperimenterede med handskefotografering....nogle gange også cyklende!

fredag den 28. januar 2011

Nu med røg!!!!

Her gik man rundt og troede at teenageårene stadig lå et godt stykke forude, Min datter er 10 år og er selvfølgelig allerede ved at øve sig på at være en pre-teen. Forleden fik jeg dog en mavepuster af rang, da jeg blev passet op af en anden mor, som kunne fortælle mig at min lille nullergøj altså havde røget cigaretter ovre i parken, sammen med nogle andre piger fra klubben. Jeg havde mest af alt lyst til at brøle "Er du fuldstændig sindsyyyyg" ud over hele DGI-byens fodboldhal, men bed det pænt i mig og prøvede at tænke det igennem...som en voksen (der også har været ung for ca en million år siden).

Jeg kunne simpelthen ikke vente til vi kom hjem, så vi tog snakken i bilen. Jeg overraskede mig selv ved at være forbavsende rolig og velovervejet (måske er jeg så blevet voksen alligevel). Hun fortrød bittert at hun overhovedet havde prøvet det og jeg kunne hurtigt fornemme at det drejede sig om accept fra en speciel gruppe piger.

Jeg forklarede hende vigtigheden af at turde stå ved sin egen person og det man har og ikke har lyst til. Også om kvaliteten af venner, hvis ikke de gider en fordi man ikke gider ryge. Passende nok kunne jeg bruge min venindes og mit venskab som eksempel. Tænk hvis ikke hun gad se mig, bare fordi jeg ikke røg.....lyder helt absurd, ikke?!

Jeg er glad for at jeg ikke brølede...vi er kommet lidt tættere på hinanden, (hun hjælper pludselig med en masse ting i huset) og jeg stoler på at hun godt tør komme til mig med sandheden en anden gang.

For udover at huske hvad man selv gjorde da man var barn, så husker man også hvad ens forældre gjorde.....deraf trangen til brølet

torsdag den 27. januar 2011

Årets koldeste morgen!

Hold da kælderdøren lukket det er koldt! Årets koldeste morgen bed mig i hagen og på kinderne imorges da jeg cyklede ind til byen.

Man skulle lige passe lidt på islag på cykelstierne og minsandten om ikke både min ringklokke og håndbremse var frosset helt fast.....opdagede jeg i 11.time, da en turist vadede lige ud på cykelstien og stoppede!!!

Et lidt for højt "Haaaallllåååå" og en fodbremse afværgede ulykken og turisten har vel lært sin første lektie i Københavns trafik.....Hvad laver turisterne også her i den kulde??

Nå, men en kollega havde fødselsdag, så solen skinnede jo flot og vi fik lækker Christianshavnerkage fra Lagkagehuset....mums, en sikker vinder!

mandag den 24. januar 2011

Mørke morgener med snooze på

De mørke morgener er altså ikke lige mig. Sol og blå himmel føder mit A-menneske og min energi generelt. Mørke, disede, overskyede dage gør det modsatte...

Jeg har tæppebanket min snoozeknap i flere uger. Har tilmed haft en ekstra snooze via mobilen, for at være heeelt sikker på at jeg kom op.....Resultatet har mildest talt være ringe. Helt træt, puppeagtig og uoplagt er jeg kravlet ud af sengen.

Igår glemte jeg åbenbart at sætte begge ure....resultat: Både mig og min datter vågnede præcis dér hvor jeg plejer at tvinge mig op. Bonus: Vi sov de 45 min hvor snoozen ellers har arbejdet på højtryk.

I morges havde jeg så med vilje sat uret til den tid og så vågnede vi 5 min før....Hurra for det indre ur!

Men jeg vil nu gerne bestille sol og blå himmel alligevel, selvom morgenens rimfrost var fin... ;-)

Er du A- eller B-menneske?

lørdag den 15. januar 2011

Babyshower

Idag har jeg været til babyshower....

Da jeg fik invitationen blev jeg lidt betænkelig over det amerikanske koncept, men det var superhyggeligt. Masser af dejlige tøser, pynt i blåt, lækkert mad og gaver til mor og kommende baby. Der blev iiiih'et, åårrhr'et og nååårh'et mange gange, som kun en tøseflok kan, når de ser babytøj.

Den kommende mor fik også lige en lækker manicure og var helt på toppen.

Det kan man altså godt unde en gravid veninde, der render rundt og pruster og bærer på de alt for mange kilo.

torsdag den 13. januar 2011

Blandede bolsjer

Idag har været en underlig dag.....en pose blandede bolsjer.

Da jeg kom hjem skulle jeg fotografere en forhenværende kollega som er højgravid. Det glædede jeg mig til. Havde ikke set hende længe og havde slet ikke set hende gravid. Derudover er det også rigtig lang tid siden jeg har taget billeder af en gravid mave. Vi prøvede en masse ting, grinede en masse, spise lidt kage og fik faktisk nogle rigtig gode billeder ud af det.

Senere om aftenen cyklede jeg ind til Vor Frue Kirke. Min kusine havde spurgt om jeg havde lyst til at komme til NA møde med hende, fordi hun fejrede 6 års stoffri-dag. Der var ikke noget jeg hellere ville. Min kusine har pga sit stofmisbrug været væk fra familien i mange år og jeg har genfundet hende her i de seneste år, hvor hun er kommet "tilbage til livet".  Jeg er fuld af beundring over hvor sej hun er.

Mødet var allerøverst oppe i kirken og jeg kom lidt før min kusine og gik lige ind til et stort rum fyldt med NA'ere. Jeg føler mig lidt trykket og er tydeligvis "en fremmed", men et par stykker hilser venligt på mig og byder mig velkommen. Heldigvis kommer min kusine og jeg sætter mig sammen med hende. En holder en introtale, vi mediterer i 10 minutter og der bliver spurgt om der er nogle nye og nogle der har mærkesdage. Der er 4 mærkesdage: én på 30 dage, én på 90 dage, min kusines på 6 år og én på 10 år. Ordet er frit og folk tager ordet og præsenterer sig selv med navn og addict. De fortæller alle deres egne historier. Det handler meget om deres børn...

Fyldt af indtryk går jeg efter mødet ned i kirken, hvor der er aftenmesse. Jeg tænder et lys for mit barn...ikke min datter, for hun har det fint.....men for mit indre barn, som jeg ikke har talt med meget længe. Jeg sætter mig og lader mig overvælde af kirkerummet og fælder 2 store tårer. Jeg forlader kirken da præsten annoncerer nadverseancen og cykler hjem, mens snefnug stikker mig i hele ansigtet....

Idag har været en underlig dag...

onsdag den 12. januar 2011

Du er nu nr. 24 i køen!!!

Der er kun en telefonting jeg hader mere end at sidde i kø og det er optagettonen! Men her sad jeg så i køen til SAS efter at have tastet mig igennem ALLE deres menuer. Ja ja, jeg er klar over at internetter er opfundet og at jeg kunne have bestilt en billet på nul komma fem, MEN det er jo så en ganske særlig billet, som desværre kun kan bestilles på telefonen.

Sagen er nemlig at min datter på 10 år skal rejse med sin farmor til Geneve, men rejse alene hjem, for første gang, EVER! Så kan man jo få sådan en SAS ledsager, der følger dem fra "dør til dør". Men det kan man altså kun bestille telefonisk. Jeg undrer mig så over hvad alle de andre mennesker skulle siden de ringede.

Første opkald: Ventetid ca 31 min, du er nr 24 i køen - det kunne jeg slet ikke magte og smed røret på efter lidt tid. Det nummer lavede jeg så åbenbart nogle gange indtil jeg indså at det nok ikke hjalp så meget. Pludselig lavede de beskeden om. "Der er i øjeblikket mere end 10 i kø, vent venligst!"

Og der hang jeg så i 23 minutter indtil jeg ENDELIG kom igennem. Jeg oplyste manden om flyafgange, mit tlf nr, min email, mine dankortoplysninger og tror alt er fjong, da forbindelsen pludselig bliver afbrudt!!!

Jeg bliver enig med mig selv om at manden sikkert ringer tilbage, da det jo er meget nemmere end hvis jeg skal igennem køen igen....og hvad var det nu også lige han hed?? Hvorfor kan jeg aldrig huske sådan noget?!

Jeg venter i ca 30 minutter, afviser et par andre opkald, da det jo er vigtigt at jeg får styr på det her. Hm, han ringer sgu ikke, så jeg ringer op igen, tester om køen er lang....oh yes...venter lidt længere og ringer så op igen. En anden mand tager imod en besked og jeg venter så yderligere på at blive ringet op at den første mand. Da han endelig ringer, siger han gudhjælpemig at vi bliver nødt til at starte helt forfra, han beklager at jeg faldt ud og undskylder den manglende tilbageringning med at han var gået til pause!! Jeg besluttede mig for at holde god tone, så jeg kunne få orden på min øjenstens billet. Er helt busted over at have brugt over 2 timer på at bestille en flybillet!

Idag kom bekræftelsen på mail....der står ikke et kuk om den der ledsager! Jeg ORKER ikke tanken om at hænge i den kø igen!!