Her gik man rundt og troede at teenageårene stadig lå et godt stykke forude, Min datter er 10 år og er selvfølgelig allerede ved at øve sig på at være en pre-teen. Forleden fik jeg dog en mavepuster af rang, da jeg blev passet op af en anden mor, som kunne fortælle mig at min lille nullergøj altså havde røget cigaretter ovre i parken, sammen med nogle andre piger fra klubben. Jeg havde mest af alt lyst til at brøle "Er du fuldstændig sindsyyyyg" ud over hele DGI-byens fodboldhal, men bed det pænt i mig og prøvede at tænke det igennem...som en voksen (der også har været ung for ca en million år siden).
Jeg kunne simpelthen ikke vente til vi kom hjem, så vi tog snakken i bilen. Jeg overraskede mig selv ved at være forbavsende rolig og velovervejet (måske er jeg så blevet voksen alligevel). Hun fortrød bittert at hun overhovedet havde prøvet det og jeg kunne hurtigt fornemme at det drejede sig om accept fra en speciel gruppe piger.
Jeg forklarede hende vigtigheden af at turde stå ved sin egen person og det man har og ikke har lyst til. Også om kvaliteten af venner, hvis ikke de gider en fordi man ikke gider ryge. Passende nok kunne jeg bruge min venindes og mit venskab som eksempel. Tænk hvis ikke hun gad se mig, bare fordi jeg ikke røg.....lyder helt absurd, ikke?!
Jeg er glad for at jeg ikke brølede...vi er kommet lidt tættere på hinanden, (hun hjælper pludselig med en masse ting i huset) og jeg stoler på at hun godt tør komme til mig med sandheden en anden gang.
For udover at huske hvad man selv gjorde da man var barn, så husker man også hvad ens forældre gjorde.....deraf trangen til brølet
